00
Medlemsnyt
 

Kære medlemmer,

Vinterferien står for døren og dernæst tager vi hul på sidste del af sæsonen. Når vi vender tilbage mandag den 22. februar afholder vi Generalforsamling.Det foregår i Lillerød Hallen kl. 19:00 - 20:00. Vi håber at se rigtig mange af jer, og samtidig håber vi også, at der en eller flere derude, der vil overveje at lade sig opstille til valg til bestyrelsen. Vi har altid brug for hjælp til at løse de mange praktiske opgaver, der er forbundet med afholdelse af større arrangementer, men derudover har vi også brug for hjælp til at løse administrative opgaver i det daglige. På hjemmesiden kan I læse "stillingsbeskrivelsen" for vores ønsker til et nyt medlem af bestyrelsen (www.lifgym.dk/stillingsbeskrivelse).

I denne weekend er der netop afholdt SM i Rope Skipping i Lillerød Hallerne, resultaterne herfra kan ses på Lillerød Rope Skipping Teams hjemmeside: www.lrst.dk  De to første weekender i marts måned står i opvisningens tegn. Den første weekend foregår i Hillerød og weekenden efter skal vi til Helsinge og Farum. Flere af vores hold skal til deres første opvisning og vi håber meget, at I vil bakke op om dem og møde talstærkt op til nogle festlige dage i hallerne. Ud af de fire dage udvælges et antal hold, der inviteres til Gallaopvisning den 9. april i Farum Arena. Er der frivillige hænder derude, der kunne tænke sig at hjælpe til ved opvisningerne i Regionen, så kontakt os hurtigst muligt, så vi kan formidle kontakten til regionskontoret. Der er hårdt brug for frivillige kræfter.

Alle der er direkte berørt af opvisningerne vil få besked fra deres instruktører om betaling til opvisningstøj og få udleveret program til dagen hvor de skal opvise.

Vores egen opvisning, der afslutter vintersæsonen foregår i Lillerød Hallen søndag den 18. april. Program for denne dag offentliggøres senere. Traditionen tro og på utallige opfordringer vil vi også arrangere sommergymnastik i år. Udbuddet af hold er begrænset, men vi bestræber os på at lave tilbud til flest mulige. Hold øje med vores hjemmeside, hvor programmet lægges ud så snart det er klart. Det er også herfra al tilmelding foregår.

Rigtig god vinterferie til alle og på gensyn igen den 22. februar.


På bestyrelsens vegne,
Jette Hansen

Lillerød Gymnastik | Banevang 7 | 3450 Allerød | Tlf.: 2589 0719 | lif.gymnastik@gmail.com